Vores lille kennel er ganske nystartet, faktisk fik vi først den 22. januar 2011 brev fra Dansk Kennel Klub med besked om, at vores kennelmærke “Kennel Bikita’s Legacy” er godkendt af såvel Dansk Kennel Klub (DKK) som F.C.I. (Fédération Cynologique Internationale). Herefter har vi haft besøg af en af DKK’s såkaldte “kennelkontakter”, som bl.a. gennemgik forholdene for hundene både inde og ude, og i dag har vi så omsider fået mail fra DKK om, at vi nu har lov til at bruge det lille logo, der dokumenterer, at Susanne, der står som kennelejer, har taget DKK’s opdrætteruddannelse samt “den lovpligtige hundeholderuddannelse”, idet vi har haft et “anmærkelsesfrit kennelbesøg”.
Vi er i øvrigt en familie på fire, der bor på landet på Stevns sammen med vores Rhodesian Ridgeback tæve Bikita, en gammel schæfertæve, katte, får og vores to islandske heste.
Jeg, Susanne, har haft hund siden det første gang lykkedes mig at overtale mine forældre til at få hund, da jeg var barn. Det var en Golden Retriever, som var meget sød og kærlig, men også særdeles usikker på sig selv, ræd for skud og fyrværkeri, mørke og andre uforudsigelige ting. Jeg kan huske, at jeg ønskede mig en hund, der var mere modig, også når man gik tur en mørk aften, og læste som teen-ager for snart 40 år siden om Rhodesian Ridgeback, som den gang var en hel ny race i landet. Efter den artikel fandt jeg yderligere information om racen, og besluttede tidligt, at en Ridgeback måtte være den rigtige race for mig. I 1983 fik jeg således min første Ridgeback, en hanhund, Troldeborgs Ukubo, efterfulgt af en dejlig Ridgebacktæve i -86, Torhusets Peacock Pfara. Vi fik i -89 og -90 to kuld hvalpe med vores to Ridgebacks, hvoraf vi efterfølgende beholdt to kuldsøstre fra det første kuld. Det var to pragtfulde tæver, men da den ene tæve havde en lille ridgefejl og den anden fik en meget alvorlig infektion i unghundealderen, var der ingen af de to, der var egnede til at avle videre på, og vi har endda i årenes løb været forbi andre racer end Ridgebacks, primært fordi jeg gerne ville arbejde med hyrdehunde i forhold til vores får, og det er i hvert fald ikke noget en Ridgeback egner sig til.
I 2008 begyndte vi igen at lede efter den helt rigtige tævehvalp efter forældre, der både var smukke og sunde, og ikke mindst med et godt temperament. Vi var så heldige at få kontakt med kennel Linnemann og her forelskede jeg mig i lille frøken Gul, allerede da hun var 3 uger gammel. Ikke fordi hun umiddelbart var den smukkeste i kuldet, men hun var den, der gik lige i hjertet på mig. Stor var min glæde derfor, da Lykke Linnet kontaktede mig, efter alle hvalpene var blevet hvalpetestet i 7 ugers alderen, og fortalte mig, at jeg kunne få lov at få frøken Gul/Bikita som ønsket.
Fra Bikita har været ganske lille, har Bikita været en ganske særlig hund. Hun er superintelligent, meget selvstændig, hviler virkelig i sig selv, har et veludviklet jagtinstinkt, så når hun er tændt på et bytte, skyr hun regn, kulde og blæst, – men samtidig er hun også en prinsesse, der elsker at putte i sofaen eller i fodenden af sengen.
Vi har haft stor fornøjelse af at gå til lydighedstræning og gå schweiss spor, ligesom Bikita også har været til adskillige udstillinger med flot resultat.
Først og fremmest er hun dog en familiehund, og en hvalp fra os kommer til at vokse op i midten af vores familie med hvalpekassen midt i spisekøkkenet og med stort fokus på den nødvendige socialisering, der bør begynde allerede hos opdrætteren.
Er du interesseret i at vide mere eller besøge Bikita, er du velkommen til at kontakte os. Send en mail til bikitas@bikitas.dk eller ring på tlf. +45 21 22 43 47.
