Linnemann Bikita

24.09.2008 – 28.08.2021

Min elskede Bikita – i går måtte vi sige farvel, selv om det var en af de sværeste beslutninger i mit liv. Men du var hele dit liv en hund med en uendelig stor værdighed, en lysende intelligens og en kæmpe personlighed, og selvfølgelig skulle du også ende dit liv med værdighed, selvom jeg så uendelig gerne ville have haft bare nogle få dage mere.
Men i går sagde vi farvel, og det var så smukt og fredfyldt, som man overhovedet kunne ønske sig.  Du sov fredfyldt ind i sofaen, omgivet af os og din elskede datter Anaya og dit lige så højt elskede barnebarn Baloo.

Vi fik næsten 13 år sammen – mere end man kan forvente med en stor hund – og hver eneste dag sammen med dig har været en glæde. Lige nu ved jeg næsten slet ikke, hvordan jeg skal leve uden dig – du var min soulmate, min helt særlige hund, som læste mig bedre end nogen anden hund og noget andet menneske. Jeg var solgt fra første dag, jeg mødte dig, blot 3 uger gammel, og siden har vi oplevet så mange ting sammen. Du var en stjerne i en udstillingsring, ligesom du har hentet mange pokaler hjem i både LP og rally. De sidste mange år har vi ikke deltaget i konkurrencer, men din  lyst til at træne og lære nyt bevarede du til det sidste, og du lå altid parat og ventede på, det blev din tur, når jeg trænede med Baloo.  Særligt nosework elskede du på dine gamle dage – altid med stor iver, så det var vigtigt, at jeg huskede, hvad din fysisk kunne klare, for selv tog du ikke hensyn.

Du blev mor til et enkelt kuld vidunderlige hvalpe, hvoraf vi beholdt lille Anaya. Du var en fantastisk mor, og båndet mellem dig og Anaya var stærkt og godt hele livet. Siden fik Anaya også et kuld hvalpe, som du hjalp hende med at passe, endda også med at give dem mælk. Det har altid været lykkeligt og harmonisk, at vi beholdt Baloo, så vi fik en lille flok på 3 generationer.

Men lige nu er det alle de små ting,  jeg savner allermest. Hvordan du altid lå på “dronningepladsen” i fodenden af min seng, alle dine “regler”, som du fandt på: efter min morgenskyr og inden min kaffe med brød, skulle du have en Dentastix, og du skulle også altid have den sidste bid af min aftensmad. Og så var der alle de gange, hvor jeg lo af et eller andet ved middagsbordet, og du tog det som en invitation til at få noget. Aldrig tiggede du, altid var du ligeværdig, fastholdt mit blik med dine smukke, kloge øjne, og kommunikerede med små øjenbevægelser fra mig til det du ville have og tilbage til mig igen, og altid, altid med fuld respekt for, hvad jeg mente. Vores regel var, at hvis du kunne fastholde mit blik og få mig til at grine, havde jeg tabt, og jeg tabte ofte, for du gjorde mig jo lykkelig. 

Nu er du borte, og mit hjerte føles, som skulle det briste. Jeg bliver nødt til at tro på, at du nu er på den anden side, – glad, rask og fri igen, – og at du bare er gået i forvejen, og vi mødes igen.

Bikita the best open class bitch in RRK 2010/11
This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.

Comments are closed.